Dan
Motorlokomotiv eller Dampdræsine ?
Hvad er dette ?
Billedet viser et roebanelokomotiv "Dan", som kørte på Vesterborg-Nordlunde linien. Det er fotograferet af Nakskov-fotografen R.P.Adrian. Lokomotivet er tydeligvis ombygget fremtil, da de to dæksler delvis dækker navnet. De efterfølgende roevogne er af utraditionel type og formentlig fra Nordlunde R/S, som havde 30 roevogne nummereret N1 - N30. De første vogne på billedet er påmalet N16, N13, N?, N24 og N27. Nordlundes vogne blev i 1918-20 ombygget til DdS standard, bl.a. med nye fjedrende puffer og forhøjede bogier. Vognene på billedet er ikke ombygget, hvorfor billedet som udgangspunkt må være fra før 1918. Sammenlign VOGNENE før og efter ombygningen.:
Gangtøjet virker nyere end resten af lokomotivet. En nærliggende teori er, at dette er det oprindelige Nordlunde motorlokomotiv fra 1910 (se XM10002), som er blevet ombygget. Der findes en beskrivelse af en dampdræsine, der tilhørte roedyrkerne, og som i 1920'erne kørte på linjen fra Vesterborg til Trollelund omløbet i Vester Karleby. Dræsinen havde sin engen remise på Vesterborg Saftstation. Den havde en tendens til ofte at havarere - lejerne gik itu. Fotografiet viser næppe denne dampdræsine, og man må antage, at ordet dampdræsine her anvendes for et egentligt damplokomotiv. I det hele taget ligner lokomotivets udstyr med det høje køletårn i forgrunden mere efter et petroleumslokomobil, som H.Christoffersen i Holeby (senere Holeby Dieselmotor Fabrik) udviklede i 1907. Se TEGNING. Denne antagelse støttes af, at det højre "dæksel" på maskinens front minder utroligt meget om en ventilator, som anvendtes på Christoffersens lokomobiler. Lignende ventilatorer ses også på Austro-Daimler motorerne omkring 1920. Nedenfor ses i midten Dan's front med de to "dæksler". Ovenover ventilatoren ses en rørstuts med hane. Til venstre ses en Austro-Daimler motor med en tilsvarende rørstuts og til højre et foto af en Austro-Daimler motor på et tipvognsunderstel.
"Dan" nævnes ikke direkte i Saftstationsforvalter Axel Sørensens RAPPORT fra 1921. Lokomotivet kan ikke have "optrådt" i Nordlunde efter 1921, da fotoet er fra før 1918 jf.ovf. "Dan" må således være et af de andre lokomotiver, som Axel Sørensen nævner i sin rapport, mest sandsynligt det oprindelige Nordlunde motorlokomotiv fra 1910. I givet fald, må Adrians fotografi være fra før 1914, idet dette motorlokomotiv som det sidste udgik efter kampagnen 1913.
Vesterborg Saftstation anskaffede i 1920 en Austro-Daimler 6 HK motordræsine (vægt 2800 kg inklusive kusk og ballast) til slamjordskørsel - se AD20001. Det er vel næppe denne "motortrolje", der er omtalt som en "dampdræsine" i 1920'erne. Derimod kunne "Dan" godt minde om samtidige Sentinel dampdræsiner. Se FOTO.
Per Topp Nielsen