De danske Sukkerfabrikker
Storindkøb af damplokomotiver 1910-1913



 

Det er desværre temmelig uigennemskueligt, hvad der rent faktisk skete, da DdS indkøbte materiel til alle fabrikkerne i fællesskab fra 1910. Rent praktisk stod Saxkjøbing for alle bestillingerne. Lokomotiverne blev så efterhånden, som de blev leveret, fordelt på fabrikkerne. I de første par år blev det til nogen bytten frem og tilbage - også for at prøve og vurdere lokomotiver, som man egentlig ikke var forudset tildelt.

I Saxkjøbing udfærdigedes en fortegnelse pr 13. september 1913:

Driftnummer Ændres (1) Byggested  Fabriksnummer og -år Bemærkninger
D.d.S. No. 1 C. No. 1 Henschel & Sohn, Cassel 9989 / 1910 3/3 kobl. 10t  (2)
D.d.S. No. 2 C. No. 2 Henschel & Sohn, Cassel 9990 / 1910 3/3 kobl. 10t  (2)
D.d.S. No. 3 C. No. 3  (3) Henschel & Sohn, Cassel 9991 / 1910 3/3 kobl. 10t 
D.d.S. No. 4 C. No. 4  (3) Henschel & Sohn, Cassel 9992 / 1910 3/3 kobl. 10t 
D.d.S. No. 5 C. No. 5  (3) Henschel & Sohn, Cassel 9993 / 1910 3/3 kobl. 10t 
D.d.S. Da. No. 6 Da. No. 4 (3) Henschel & Sohn, Cassel 10689 / 1911 4/4 kobl. 14t
D.d.S. Da. No. 7 Da. No. 1 (3) Henschel & Sohn, Cassel 10686 / 1911 4/4 kobl. 14t
D.d.S. Da. No. 8 Da. No. 2 (3) Henschel & Sohn, Cassel 10687 / 1911 4/4 kobl. 14t

1) Fortegnelsen kom retur fra D.d.S. 17/9-13 med besked: "For at være i Overensstemmelse med den vedtagne Plan for Mærkning af Lokomotiver maa Deres (Lokomotiver) mærkes som (vi har) angivet med Blyant paa Deres Liste, som hermed tilbagesendes."
2) "For disse 2 Lokomotiver har vi ingen Attest, Beskrivelse eller Tegning, men vi formoder at disse Papirer findes hos "Assens", hvortil Lokomotiverne sendtes direkte som Laan."
3) I overensstemmelse med "Oprindeligt No. ifl. Prøveattest"

Fra Nakskov findes en protokol, udfærdiget midt i 1920'rne, som indeholder statistiske oplysninger (antal vogne/lokomotiver) for alle år siden 1894/95. Men da oversigten er udfærdiget i tyverne, tager den udgangspunkt i den daværende lokomotivbestand og ikke den kronologiske leveringsrækkefølge:

Driftnummer Tjenestested Byggested  Fabriksnummer og -år Bemærkninger
Da Nr 3 Nakskov Henschell & Sohn 10688 / 1911 i Nakskov 1913 fra Maribo
Da Nr 5 Nakskov Henschell & Sohn 12321 / 1913
Ca Nr 2 Nakskov Henschell & Sohn 10842 / 1911
Ca Nr 1 Nakskov Henschell & Sohn 10841 / 1911
(intet) Nakskov Badischer Motorwerke 140 / 1923
C Nr 7 Horslunde Henschell & Sohn 9999 / 1910
Ca Nr 6 Horslunde Henschell & Sohn 9994 / 1910 i Horslunde 1912 fra Saxkjøbing
O I Maibølle Oberursel 6122 / 1922
O II Maibølle Oberursel 9215 / 1923
 

Statistikken taler om 3 lokomotiver (2 N og 1 H) fra 1911/12, + 1 H fra 1912/13 og + 2 N fra 1913/14.

Fra Saxkjøbings arkiv kender vi noget til leveringerne i perioden 1910-1913:

1910 Bestilles 6 stk 3-koblede til Lolland fra Henschel (9989-9994), samt 4 stk 4-koblede til Assens (9995-9998).
1910 Bestilles yderligere 1 stk trekoblet til Lolland (9999) og 2 stk firekoblede til Assens (10020-10021).

Allerede samme år leverer Henschel lokomotiverne 9989-9994 og 9999 til Saxkjøbing (Nr. 1 - 7). Nr 1 og 2 blev sendt direkte til Assens til låns, Nr 6 anvendtes af anlægsentreprenøren i Saxkjøbing og nr 7 blev forholdsvis hurtigt overført til Nakskov (Horslunde). 9995-9998 og 10020-10021 blev leveret til Assens (Nr. 1 - 6). Assens lånte som sagt Saxkjøbings nr 1 og 2 i den første kampagne. Til gengæld blev et af Assens lokomotiverne, måske nr 5/10020, prøvekørt i Saxkjøbing under Kampagnen 1910/11.

1911 Bestiller Saxkjøbing 4 stk 4-koblede til sig selv og Nakskov (10686-10689 = Nr. 1 - 4), 2 stk 3-koblede til Nakskov (10841-10842 = Nr. 1 - 2) samt 1 stk 4-koblet til Stege (10880) fra Henschel. 

Bogstavlitrering indførtes i 1911 - Brev fra D.d.S. til Saxkjøbing 13/2-11: "Deres Lokomotiver bedes ommærkede saaledes at de kommer til at hedde D.d.S./C.1 og derpaa 2-3-4-5-6" - allerede da er nr 7 åbenbart overført til Nakskov. Bagnall lokomotiverne i Holeby havde eller fik muligvis litra A. Maribos Krauss lokomotiver havde allerede litra B. De trekoblede Henschel lokomotiver 1 - 7 fik litra C, Nakskovs to nye trekoblede fik litra Ca (de var lidt forskellige fra Saxkjøbings C-serie), de 4-koblede i Assens fik litra D, Saxkjøbings nye 4-koblede, som var lidt forskellige fra Assens', fik litra Da og lokomotivet til Møn (Stege) fik litra E. 

De 2 første af de nye lokomotiver blev leveret 2/6-1911 og blev jf. leveringsadvis delt mellem Saxkjøbing og Nakskov:
På jernbanevogn Essen 103179 leveredes 10686 med "Betr. No. 1" til Saxkjøbing. Ændres dog til (Da) Nr. 7, for ikke at forveksles med (C) Nr. 1.
På jernbanevogn Bromberg 23463 leveredes 10687, også med "Betr. No. 1" til Nakskov.

I 1911 starter lokomotivkørslen i Nakskov med Nr. 7 (Henschel 9999), og Bagnall Nr. 3 fra Maribo, som igen havde lånt den fra Holeby. Dertil kom nyleverede Nr. 1 -  Henschel 10687.

De næste to leverede lokomotiver bliver også fordelt på de to fabrikker:
Henschel 10688 blev leveret til Saxkjøbing, men blev straks overført til Maribo, som (Da) Nr. 3. 
Henschel 10689 blev leveret til Nakskov som (Da) Nr. 4.

Henschel 10841-10842 blev leveret til Nakskov som Ca Nr. 1 hhv. 2.
Herefter blev Nakskov Nr. 1 overført til Saxkjøbing som (Da) Nr 8, fra 1913 Da Nr. 2.
Henschel 10880 blev leveret til Stege, jf. fabriksfotoet påmalet E.1

I 1912 overførtes Saxkjøbing (C) Nr. 6 til Nakskov (Horslunde), hvor den fik litra Ca Nr. 6.

I 1912 bestiller Saxkjøbing hos Krauss et lokomotiv magen til Maribos to B-lokomotiver. Leveres samme år til Holeby (Krauss 6622). 

I 1913 bestilles fra Henschel Da Nr. 5 (Henschel 12321), som leveres til Nakskov. Fra Krauss bestilles og leveres et lokomotiv til Maribo (B.3 - Krauss 6801).

I 1913 sker så en afsluttende rokade. Maribo overfører Da Nr. 3 til Nakskov i bytte for Nakskovs lånte Nr 3 (Bagnall), som går tilbage til Holeby. Holeby sender til gengæld sit nye Krauss lokomotiv (6622/1912) til Maribo (= B.4). Endelig overføres Nakskov Nr. 4 til Saxkjøbing, tildelt Da Nr 6, men beholdt dog sit Nr 4 i overensstemmelse med den oprindelige prøveattest..

Herved er vi nået frem til situationen som vist i ovenstående tabeller.

I 1960'erne havde i øvrigt både Da 2 og Da 4 ved Saxkjøbing fabriksplader med fabriksnummer 10687, og på (Da) 5's fabriksplade stod byggeåret 1931 i stedet for 1913!


 Dansk Jernbanearkiv © 15.01.2006